De høns, vi har gående i vores have og omegn, er nogen der kom til os. Dvs nogen satte dem af oppe i skoven en tidlig søndag morgen i foråret for 3 år siden. 16 stk store kyllinger af varierende art: røde, sorte, hvide, og nogen som var lidt af det hele. Der lå en fin firkantet halmbunke, der hvor kassen var blevet vendt på hovedet.
Søndag eftermiddag kom de lige så fint gående ud af skoven og ind under bilen i indkørslen og videre ind i haven. Skovkantsmanden skyndte sig hen til vores tomme og noget forfaldne hønsegård og åbnede lågen og lige så fint trippede 9 af dem ind og han lukkede lågen. Resten af flokken hyggede sig ude i haven og tøffede ved aftens tide op i skoven igen for at sove på en stor brændestak.
De næste par dage gik de frie høns i dagtiden rundt i haven og trippede retur til skoven for natten. Da der var gået et par dage, blev vi enige om at det var for dumt at have et hold indeburede og et hold udegående. Så vi åbnede ind til hønsegården. De ni tilfangetagne skyndte sig ud i friheden og om aftenen gik hele flokken ind i hønsegården og indtog alt hvad en kylling kunne sidde på i højden.
I dag er der kun to høns og en hane tilbage. De ni endte i vores gryder, enten da de blev store nok eller begyndte at gale om morgenen. Vi valgte den flotteste hvide hane fra til at være mandlig leder af flokken og 3 brune høns og 3 sorte.
De har lagt rigtig mange æg til os, og ind i mellem også forsøgt at snige sig til at få en kylling eller to. Efterhånden er nogle blevet kørt over, og en enkelt blev syg og døde.
Det har været skønt at leve med hønsene, men måden vi fik dem på kunne vi godt have undværet. Man læsser da ikke bare dyr af i skoven og tror de bare kan overleve. Vores naboer har fortalt at den forrige ejer en vinter gik og fodrede på en lignende flok som også bare var læsset af.
Søndag eftermiddag kom de lige så fint gående ud af skoven og ind under bilen i indkørslen og videre ind i haven. Skovkantsmanden skyndte sig hen til vores tomme og noget forfaldne hønsegård og åbnede lågen og lige så fint trippede 9 af dem ind og han lukkede lågen. Resten af flokken hyggede sig ude i haven og tøffede ved aftens tide op i skoven igen for at sove på en stor brændestak.
De næste par dage gik de frie høns i dagtiden rundt i haven og trippede retur til skoven for natten. Da der var gået et par dage, blev vi enige om at det var for dumt at have et hold indeburede og et hold udegående. Så vi åbnede ind til hønsegården. De ni tilfangetagne skyndte sig ud i friheden og om aftenen gik hele flokken ind i hønsegården og indtog alt hvad en kylling kunne sidde på i højden.
I dag er der kun to høns og en hane tilbage. De ni endte i vores gryder, enten da de blev store nok eller begyndte at gale om morgenen. Vi valgte den flotteste hvide hane fra til at være mandlig leder af flokken og 3 brune høns og 3 sorte.
De har lagt rigtig mange æg til os, og ind i mellem også forsøgt at snige sig til at få en kylling eller to. Efterhånden er nogle blevet kørt over, og en enkelt blev syg og døde.
Det har været skønt at leve med hønsene, men måden vi fik dem på kunne vi godt have undværet. Man læsser da ikke bare dyr af i skoven og tror de bare kan overleve. Vores naboer har fortalt at den forrige ejer en vinter gik og fodrede på en lignende flok som også bare var læsset af.
For kort tid siden var det så en kat.
En dejlig kat, som helt tydeligt ikke var vant til at være ude. Meget bløde og fine trædepuder, og en tynd pels, som slet ikke passede til årstiden, hvis man er en kat som kommer ud. Og så var den frygtelig mager, formentlig ikke i stand til at fange andet end halvdøde mus, om overhovedet noget som helst.
Vi har i forvejen fire katte. Alle er udekatte, da vi er flere, som ikke tåler for tæt omgang med katte. Så vi kunne jo ikke bare invitere denne skønne kat inden døre. Den fik af en eller anden grund lov til at være på grunden for de andre katte. I hvert fald så længe den blev på forsiden af huset. Den fandt ind i hjørnet bag en busk, hvor der er lidt læ og ikke så meget tagdryp. Så sad den og miavede ynkeligt udenfor vores entredør, hver gang den kunne høre os der inde.
Jeg ringede rundt til et par naboer, hvor af en kunne fortælle, at den havde været hos dem et par dage. Der blev ringet til dyreinternater for at høre om de ville tage den ind. Men nej der skal fremlyses i flere uger, så kan man ringe igen. Det syntes vi godt nok var synd for lille mis. Det endte med at vi gav den mad og dagen efter blev der sat en tagplade op ad væggen så den kunne ligge helt i læ. Og dagen efter igen fik den en pude betrukket med gammelt regntøj og kurv med uldtæppe, så den ikke skulle ligge på den kolde klamme jord. Den så virkelig ud som om den fik verdens største grin om munden. Den blev helt spjattet og hoppede straks op og krattede tæppet tilrette, hvorefter den rullede sig sammen og klonk lagde sig ned, og så ud som den helt klart nød arrangementet (men hvem f--- ville ikke gøre det, hvis man får en lækker seng i stedet for kold og klam jord). Men koldt var det jo stadig for en kat, som ikke er vant til kulde.
Jeg ringede rundt til et par naboer, hvor af en kunne fortælle, at den havde været hos dem et par dage. Der blev ringet til dyreinternater for at høre om de ville tage den ind. Men nej der skal fremlyses i flere uger, så kan man ringe igen. Det syntes vi godt nok var synd for lille mis. Det endte med at vi gav den mad og dagen efter blev der sat en tagplade op ad væggen så den kunne ligge helt i læ. Og dagen efter igen fik den en pude betrukket med gammelt regntøj og kurv med uldtæppe, så den ikke skulle ligge på den kolde klamme jord. Den så virkelig ud som om den fik verdens største grin om munden. Den blev helt spjattet og hoppede straks op og krattede tæppet tilrette, hvorefter den rullede sig sammen og klonk lagde sig ned, og så ud som den helt klart nød arrangementet (men hvem f--- ville ikke gøre det, hvis man får en lækker seng i stedet for kold og klam jord). Men koldt var det jo stadig for en kat, som ikke er vant til kulde.
Jeg kom til at foreslå min mor at få kat igen. Hun har nu i mange år boet i en lille lejlighed, og har ikke haft lyst til at få kat, som skal være inde hele tiden – og man bliver jo så afhængig! (hun rejser kun til os, og det sker ikke mange gange på et år). Da jeg var barn og også efter jeg flyttede hjemmefra var der hund eller og kat i hendes hus. Hun sagde selvfølgelig nej………………Men dagen efter ringede hun igen og sagde ja, såfremt vi ikke kunne finde en ejer af katten. Gode mennesker havde presset lidt på og der ud over lovet, at de nok skal passe, når der bliver behov (de er selv helt gale med katte, men må ikke have dem, der hvor de bor).
Det lod vi stå åbent en uge, mens vi fremlyste. Vi besluttede, at længere skulle den ikke vente ude i kulden. Den sidste nat fik den i vores fyrrum, da det blev et helt forfærdeligt vejr. Det var jo endnu et trin op ad stigen for en forfrossen kat. Nej hvor den nød det. Og så kunne vi jo også bedre klare at kæle og ae i noget længere tid, når vi ikke skulle sidde og fryse måsen af.
Fredag gik turen til min mor og katteparadis. Hun havde jo gået og glædet sig som et lille barn. Den første middag bestod af intet mindre end nylavet frikadelle. Jeg er sikker på at der allerede nu er godt med sul på sidebenene.
I det døgn vi var hos min mor, viste den ingen interesse for hendes entredør og meldingen lyder at det gør den stadig ikke. Den var temmelig urolig den første aften. Men allerede næste dag havde den indtaget en god stol og reagerede prompte når køleskabsdøren åbnedes og virkede som om den ikke har været andre steder i hele sit liv.
Fredag gik turen til min mor og katteparadis. Hun havde jo gået og glædet sig som et lille barn. Den første middag bestod af intet mindre end nylavet frikadelle. Jeg er sikker på at der allerede nu er godt med sul på sidebenene.
I det døgn vi var hos min mor, viste den ingen interesse for hendes entredør og meldingen lyder at det gør den stadig ikke. Den var temmelig urolig den første aften. Men allerede næste dag havde den indtaget en god stol og reagerede prompte når køleskabsdøren åbnedes og virkede som om den ikke har været andre steder i hele sit liv.
Så endte det atter engang godt her i skovkantens dyremodtagelse. Men nu kan vi også godt undvære flere af den slags oplevelser. Det er jo ikke sikkert vi bare kan tage i mod og videre henvise næste gang.
Der ud over forstår jeg simpelthen ikke den mekanisme, som får mennesker til at anskaffe sig dyr for bare at skille sig af med dem, som om det er en tom cigaretpakke, øldåse eller tom emballage fra MacDonalds (hvilket jeg i øvrigt også finder forkasteligt bare at kaste fra sig, men det er en HELT ANDEN snak).
Tak for interessen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar